Johannes Elias Johansen

  Notater:

Johannes Elias Johansen er hjemmedøbt d. 16.10.1896 og han blev "fremstillet i kirken", som der står på den gamle dåbsattest, 28.02.1897.
Om sin skuespillertid fortæller Johannes Johansen følgende: Første gang Johannes optråte var i Randers omkring 1915-16?, på teateret i Østergade i Stykket "Nitouche" ved teaterdirektør Victor Olsen. Johannes var tilknyttet turne-teateret, men han fortalte, at Klubbens teater var vanskeligt at komme til at spille på, idet der næsten altid var fast skuespiller-ensamble i længere tid. f.eks. direktør Ove Basøe fra Troense, som var på Randers teater fra 2. juledag til Påske.

Johannes Elias Johansen har optråt på Folketeateret i Gustav Wieds "Første Violin" og Holger Drachmanns "Det grønne håb".
Johannes påstår at der i naboejendommen til Klubben (Socialdemokratens gård) var et lille teater ???Johannes fortæller, at teaterinteressen var stor i Randers 1916-18. og fortæller som eksempel, at en søn af en gymnastiklærer på Gymnasiet, som var kontorist på Strømmens Maskinfabrik, hver Søndag eftermiddag gik i teateret - når der var noget. Johannes kendte ham godt fra sin drengetid. Mange år senere traf han ham i København, men nærmest som en vagabond.Johannes har spillet pêa en række teatere i provinsen, f.eks. i Fredericia, Vejle, Kolding, Næstved og Odder, mest på sommerteatre. I København har han spillet på Politikens "intime teater" og på Arbejdernes Teater under Bertel Budtz Møller.
"London i lygteskær".
I Nørresundby spillede han på Royalteateret "Eventyr på fodrejsen" og "Nøddebo Præstegård". I 1919 på Casino i "Oliver Tvist", "Rideren af Randers bro" og "Tambourmajorens datter".
Han var med i Norge, en dansk turne' med "Jeppe på bjerget", hvor han selv spillede Jacob Skomager.
Han har også turneret med Ellen Price.Johannes Elias Johansen fortæller om Castello, der drev en biograf i Brødergade i Randers. Castello "opdagede" skuespilleren Otto Lagoni, som boede i Carolinegade, Randers. Castello engagerede Lagoni som pianist i sin biograf, hvad der gav
mange "gæster". Senere kom Lagoni til Odense og spillede med Betty Henning i "Det gamle hjem", blænende.

Johannes kom tidligt i forbindelse med vandrebevægelsen og lærte derved Elly Magrethe Fuglsang at kende når han kom på Herbergringens kontor, hvor Elley var ansat.
Johannes blev bestyrer af vandrehjemmet "Søro" i Svendborg. Han foreslog Elly at komme derned for at blive rask og de blev gift 26.5.1949.
Johannes var en tid rejsesekretær for Herbergringen. Da han holdt op med sit arbejde, blev Elly lærerinde bl.a. i Jyderup, Sejrø og senere Ring. Da Elly begyndte i Ring, tog de fast bopæl i deres sommerbolig, den gamle Smedie i Skovballe på
Tåsinge. Da Elly døde den 26. januar 1980, flyttede Johannes derefter til "Mærskgården i Troense.

Johannes døde den 7. juli 1989 på Svendborg sygehus. Johannes og Elly er begravet på Landet kirkegård.

Tilbageblik af Johannes Johansen:
DEN SOMMER I GRÆSHOLMENEDer herskede stor travlhed på Parkhotellets terrasse i Serajevo. Tjenerne havde travlt med at rulle solsejlene ned over jernstativerne og servetricerne styrtede rundt for at dække bordene til morgenkaffe, så de var klar inden hotellets gæster begyndte at indfinde sig. Solparasollerne "blev slået op, og gæsterne begyndte at indfinde sig.
Der stod en strøm af blomsterånde omkring terrassen.De første gæster der ankom, var et fransk par. Han var en midaldrende franskmand og hun var en ung pige. Han var helt i hvidt og hun var i noget meget let og med næsten helt bare skuldre. De anbragte sig så fjernt som overhovedet muligt fra de andre gæster og talte iøvrigt ikke meget sammen. Hun var meget smuk og når hendes øjne var i ro, ligenede hun et billede af den store franske maler Manet, malet med kærlighedens pensel. De fandt et bord for sig selv og endte deres måltid meget hurtigt og forsvandt derefter ud i byen på deres lille ulovlige ferie.De næste gæster der ankom var et midaldrende engelsk ægtepar. Han var i korte bukser, og hun var sommerlig klædt og havde en blå farve i sit hår. "Did you sleep well darling?" Yes me dear". De næste der ankom, var et ungt par, som enten var fra Bayern eller fra Syd Tirol. De talte ikke meget sammen, men så lykkeligt på hinanden, jeg gætter på, at de var pêa bryllupsrejse. De sidste der ankom, var to wiener fruer og man hørte dem længe før de kom, og deres stemmer lød som et helt buskads af fugle. De kvidrede i munden på hinanden på deres wienerriske. De styrtede over deres morgenbord og munden stod Ikke stille på dem. De var begge i hvidt og meget søde i deres østrigske væremåde. De var omkring de 30. Da de endelig var færdige med kaffen, slog de de lyserøde parasoller op og forsvandt snakkende fra terrassen for at gå ind til byen.
Efterhånden forlod alle gæsterne terrassen og gav sig på den traditionelle byvandring.
Tjeneren fortalte mig, at termometeret allerede viste 28° i skyggen, og at det sandsynligvis ville stige indtil 4o° inden middag.Jeg besluttede derfor at foretage min vandring langs floden, for at finde den bro, hvor det østrigske tronfølgepar blev myrdet i 1914, og derved udløste l. verdenskrig. Der er flere broer over floden, så det var ikke så let at finde den rigtige, men tilfældet kom mig til hjælp. Da jeg kom over broen og ned i gaden, for her var der nedfældet i fortovets betonfliser, et aftryk af 2 fødder, og her har han altså stået, den jugoslaviske student, der skød tronfølgerparret.Jeg gik videre gennem den indre by, der var stærkt prædet af den østrigske bygningskunst, og her sker så det mærkværdige, at jeg går gennem gader, ser en masse butikker, går over gadekryds, pladser, men opdager, at mine tanker er helt andre steder. Man har i filmsprog et ord der hedder "flash - back" og jeg huskede pludselig de mange film, hvor helten eller heltinden oplevede dette flash - back, som noget der var tabt.
Da den danske digter Poul Martin Møller under et langt ophold i det Fjerne østen, oplevede denne pludselige længsel efter noget der var gået tabt, skrev han dette smukke digt:
Rosen blusser alt i Danas have,
lifligt fløjter vist den sorte stær.
Et klassisk eksempel på flash - back.Jeg opdagede pludselig, at jeg havde gået gennem byen uden at se hvad der foregik omkring mig, fordi jeg kom ud for det samme som så mange andre rejsende har oplevet, at man fik en meget stærk følelse af hjemve, en længsel efter noget der var gået tabt.Det tabte paradis -- stilheden var meget stor da vi trak køerne hjem fra grevens mergelgrav. Det duftede af moden korn og stilheden var så stor, at man kunne høre køerne tygge drøv 3 marker væk. Bedste gik foran med den ene ko og jeg bagefter med den anden, vi hørte lyden af det lille rush, når køerne havde fået fat i en tot græs. De mange blomster i grøftekanten gik køerne uden om og jeg husker bedst cicorieplantens blå barneøjne, der lyste igennem, alle de andre blomster. Det var hen imod solnedgang og da vi var kommet forbi møllen, kunne vi se solnedgangen over Græsholme skoven, og i den stærk røde solnedgang, så det ud som om skoven stod i flammer.Da vi kom hjem og fik dyrene sat på plads, gik vi over den stille gårdsplads og ind i bedstes stue, hvor rødgrøden ventede. Jeg skulle ligge i bedstes seng, en stor bred seng med halm i bunden og store tunge dyner ovenpå. Ovenover sengenvar der et billede der forestillede en engel der breder sine vinger ud over 2 børn der plukker blomster ved en afgrund. Synet af dette billede har fulgt mig livet igennem, og da jeg mange år senere kom til Rom, gik jeg straks op på Vartikan museet, for at se den berømte malers billede af Jomfru Marie og englene.
Dagen efter købte jeg i en forretning nogle små engle i forgyldt træ.
Vi spiste vores rødgrød, der var ingen lyde, bortset fra en enkelt fugl, der endnu ikke var gået til ro.Jeg gik til ro i bedstes store seng og jeg nåede lige at høre musene pusle i sengehalmen, men jeg faldt så hurtigt i søvn, efter dagens mange begivenheder, at jeg slet ikke hørte bedste gå i seng. Næste morgen vågnede jeg tidligt og stod op og der var ingen, hverken at se eller høre i huset, men jeg vidste, at omlidt ville bedste komme med den fine japanske lakbakke - en gave fra sønnen i Japan - fyldt med det hjemmebagte hvedebrød. Når morgenkaffen var drukket, gik vi ud for at sætte køerne på græs. Morgenen var stille og fuld af sol og en ny dag begyndte med evighed over sig.
Der fulgte lange sommerdage, med blå himmel og lærke sang, de mange lyde fra stald og lade, skramlen af mælkespande, hønsenes kaglen og hanens galen og de hørte alle sammen med til dagens begyndelse.
Der duftede af roser og nymalket mælk og nar morgenarbejdet var overstået, satte Bedste panden med det røgede flæsk på komfuret og det hjemmebagte rugbrød blev dyppet i panden.Om lørdagen gik vi på Torvet, og det var en lang vej fra Græsholmene ind til byen. Vi gik ned ad Kongebakken og fortsatte ned ad stentrappen der fører fra Kongebakken til Møllergade. Trappen findes endnu og det hænder at jeg endnu går nedad den.Øverst på Kongebakken lå der en lille købmandsbutik, hvor vi pêa hjemvejen gik ind for at købe de sidste varer. På disken stod der en stor blå kaffekande og en skål med småkager og, så kunne man forsyne sig med kaffe og kager. Til mændene var der brændevin, så de kunne få sig en kaffepunch. Så fik vi vore varer og jeg fik et kræmmehus med "Kongens af Danmark" brystsukker.
Så travede vi op forbi møllen og hjem til huset.
Der fulgte endnu en lang række af skønne sommerdage, som vi altid afsluttede med at se solnedgangen over Græsholmeskoven.
Men alting får en ende og en dag kom min far for at hente mig hjem. Endnu nogle år havde jeg den glæde at tilbringe ferietiden i Græsholmene.

  Fødselsnotater:

KB 1896 Vor Fruge, Svendborg, Sunds, Svendborg, side 87 nr. 67.
Født: 1896 21 September, Svendborg Vor Frue Sogn Kongebakken N: 634. Johannes Elias Johansen. Forældre: Sejlmager Frederik Ferdinand Johansen.

  Begravelsesnotater:

Bisættelsen: Kapellet, Svendborg Assistent Kirkegård. Jordpåkastelsen blev foretaget af Pastor Burgby, Bregninge Sogn og urnen blev nedsat på Landet Kirkegård, Tåsinge.

  Begivenheder i hans liv:

• Hjemmedøbt, 16 Okt. 1896, Kongebakken, Vor Frue Sogn, Svendborg. ¹ KB 1896 Vor Fruge, Svendborg, Sunds, Svendborg, side 87 nr. 67.
Døbt 1896 16 Oktober. Dåben blev foretaget i hjemmet af Kapellan E. Prip og Johannes blev fremstillet i Vorup Kirke, Randers den 28. februar 1897.

• Fremvist i kirken, 28 Feb. 1897, Vorup Kirke, Randers. ¹ Johannes blev fremstillet i Vorup Kirke, Randers den 28. februar 1897. Fremstilling meddelt af sognepræsten i Vorup 28. februar 1897 til fødesognet.

• Bopæl, 1896, Randers. ¹

• Bopæl, 1945, Vandrehjemmet Villa "Søro", Christiansminde, Svendborg. ¹ Johannes blev i 1945 ansat, først allene, senere sammen med sin kone som værtspar på vandrehjemmet i Christiansminde i Svendborg.

• Bopæl, Mellem 1980 og 1989, Mærskgården, Eghavevej 14D, Troense, Tåsinge. ¹

• Beskæftigelse: Randers Dagblad, 1915. ¹ Johannes var ca. 1915 ved Randers Dagblad. Han gik til hånde på Dagbledet, senere kom han til Ålborg som journalistelev på "Nordjyden", men blev ikke færdiguddannet, til København på "Ekstrabladet" og "Dagens Nyheder", som korrekturlæser pêa "Hjemmet under besættelsen. Han gik også på det Kongelige Teaters elevskole for at lære taleteknik.

• Beskæftigelse: Vandrehjemsbestyre. Senere blev han rejseleder og tilsidst var han tilknyttet Fyns Amts Avis og Langelands Avis.

Johannes blev gift med Clara Nielsen.

Johannes blev derefter gift med Elly Margrethe Fuglsang Johansen den 26 Maj 1949 i Rungsted Kirke, København.¹ (Elly Margrethe Fuglsang Johansen blev født den 20 Dec. 1919 i Apostel Kirkens Sogn, København,¹ døde den 26 Jan. 1980 i Skovballevej 135, Landet, Sunds, Svendborg ¹ og blev begravet den 1 Feb. 1980 på Landet Kirkegård, Tåsinge, Svendborg ¹.)

  Begivenheder i deres ægteskab:

• Bopæl, 1949, Vandrehjemmet Villa "Søro", Christiansminde, Svendborg. ¹ Johannes blev i 1945 ansat, først allene, senere sammen med sin kone som værtspar på vandrehjemmet i Christiansminde i Svendborg.

• Bopæl, 25 Feb. 1967, Skovballevej 135, Landet, Sunds, Svendborg. ¹ Stedet også kaldet "den gamle smedie", Tåsinge.